Månesten
Månesten er den mest værdifulde varietet af gruppen feldspat, men den er relativt blød med en hårdhed på blot 6 på Mohs’ skala.
Månestenens farve går fra farve-løs over i gullige, brunlige, champagne eller grønlige farver. Når ædelstenen drejes i lyset, bevæger der sig et blåligt eller hvidligt skær hen over månestenen; dette kaldes adularescens.
Månesten er hyppigst opbygget af vekslende tynde plader af kalifeldspat og albit, og lysvirkningen skyldes reflekser på disse grænseflader. Lysvirkningen er bedre jo tyndere pladerne er. Månesten cabochonslibes parallelt med pladerne for at give denne lyseffekt.
En del månesten kommer fra Sri Lanka og i nogen sammenhænge kan man støde på betegnelsen Ceylon Opal, som nok skyldes regnbue-effekten, som især er meget tydelig i disse farveløse månesten.
De væsentligste forekomster findes desuden i Indien, Myanmar, Brasilien, Madagaskar, Tanzania, Polen, Amerika og Norge. Månesten har været brugt i smykker gennem århundreder; den var meget populær i art nouveau-perioden i 1800-tallet, og den franske guldsmed René Lalique anvendte ofte og gerne månesten i sine smykker og til sine skulpturer. Georg Jensen, der opholdt sig nogle år i Frankrig omkring denne tid, blev dybt fascineret af månestenen og anvendte den i mange af sine modeller.
På Smithsonian National Gem Collection findes en 107,84 carat månesten fra Tanzania med høj adularescens fra en mine nær Kilsoa. Denne mine var i drift i perioden fra 2003-2006, og gav materiale i smykke-kvalitet. På Sri Lanka kan man se pragtfulde månesten flere steder i Anuradhapuras både buddhistiske og hi-storiske steder. Månesten har været kendt i årtusinder, i mange kulturer og ofte med tilknytning til månen. Nogle mente, at månesten var slynget ud fra månens vulkaner. En hindu-legende fortæller, at hvis man ved fuldmåne havde en månesten i munden, vil man kunne udtale sig om fremtiden. De gamle romere mente, at månesten var dråber af måneskin. I rigtig mange kulturer/folkeslag forbindes månesten med kærlighed: Når to personer begge bærer månesten ved fuldmåne, vil de forelske sig i hinanden.
Månesten er lykkesten for juni og symboliserer intuition, charme og romance.