Opal er en af de få ikke krystallinske smykkesten, som let revner og ofte går i stykker ved temperatursvingninger. På grund af vandindholdet kan opaler udtørre, hvis de opbevares for tørt og ved for høje temperaturer. Som udgangspunkt er opal farveløs, men findes som sådan kun sjældent. Der findes mange varianter af opal: Der er sorte, hvide, lyse, mælkeagtige samt boulder-, matrix-, ild- og Yowah Nuts-opaler. De er alle meget forskellige i farvespil, og ikke to er ens. Nogle opaler viser kun farveskift, når de lægges i vand, men kan beholde farveskiftet et stykke tid derefter. Ved opvarmning forsvinder farveskiftet helt. Prisen afgøres af farvespil og ild. Værdifulde opaler kan findes fra klare til hvid, grå, orange, gul, grøn, blå, rød, pink, oliven, brun og sort. De mere sjældne er den røde hen imod sort, mens de hvide og grønlige er mere almindelige. Opaler værdisættes ud fra basisfarven, den funklende ild, farvespillets retninger, slib, indeslutninger og vægt. Sort opal er ædelopal med sort eller mørk baggrund. Hvid opal er ædelopal med hvid baggrund. Opal-dub-let består af et tyndt lag ædelopal limet på almindelig opal, onyks eller glas. Opal-triplet er en dublet, hvis overside er forsynet med en cabochon af bjergkrystal, fordi selve opalen er meget tynd. Navnet stammer fra det græske opallios for farveskiftet og af sanskrit upala, som betyder smykkesten. Opal er amorf, dvs. ikke krystallinsk. De består af grundstoffet silicium, som blev opdaget i 1824 i Sverige. Da silicium er vigtig for elektronik, er området i Californien op-kaldt efter det engelske ord for silicium: Silicon Valley. Hårdheden er 5½ – 6½ på Mohs’ skala. Opaler kan være op til 100 millioner år gamle; arkæologiske fund indikerer, at opalen blev opdaget for ca. 10.000 år siden i Nordamerika og i Kenya for omkring 6.000 år siden. Andre fund indikerer, at aztekerne i samme tidsperioden udgravede opaler i Syd- og Centralamerika. Tidligere var Ungarn den største leverandør af hvide opaler. I dag har Australien verdens største forekomster af opaler. Opaler blev opdaget i Australien ved Lightning Ridge i slutningen af 1880’erne, men først i 1901-02 begyndte udgravningerne for alvor, og megen minedrift finder sted under jorden, således i Coober Pedy, hvor der findes fine, hvide opaler. Den fineste sorte opal er fra New South Wales i Australien. Mexico har også betydelige forekomster, og er især kendt for de såkaldte ildopaler. NASA meddelte i 2008, at man havde fundet forekomster af opaler på Mars. I det antikke Grækenland opfattede man opalerne som tårer fra Zeus og værdsatte dem lige så højt som diamanter. Romerne mente opaler gav håb og kærlighed. En anden legende fortæller, at en romersk kejser solgte en tredjedel af sit rige for én enkelt opal. Da pestepidemien hærgede Europa omkring år 1350, troede man, at patienter, som bar opaler, ville dø. Opalen blev skinnende, når bæreren blev syg, og helt mat, når personen døde. Ellers så man positivt på opaler i middelalderen, hvor opalen blev betragtet som den sten, der kunne bringe mest succes og lykke, fordi den repræsenterede alle de andre ædelstenes farvespektrum. Dette positive syn blev ændret drastisk ved fremkomsten af den meget populære roman fra 1829 af Sir Walter Scott, Anne of Geierstein. I denne roman bærer baronessen af Arnheim en opaltalisman, som har stor styrke, men så sker det, der ikke må ske: En dråbe helligt vand rammer opalen, som straks mister sin glans – og baronessen dør kort efter. Romanen var så populær på sin tid, at samme år, som den blev udgivet, faldt salget af opaler i Europa med 50 procent, og forblev på det niveau de efterfølgende tyve år. Dette hindrede dog ikke dronning Victoria (1819–1901) i at bære opaler hele sit liv, og hun viste dem gerne frem. For hende stod opalen som symbolet for mod, opfindsomhed og selvværd. Opal er oktobers måneds lykkesten: Mod, opfindsomhed, styrke til synet og selvværd til sjælen.